Dårlig akustik på skoler kræver handling
29-04-2026
Støj og dårlig akustik er en udfordring på mange skoler og institutioner og det kan få konsekvenser for både læring og trivsel. I forbindelse med International Noise Awareness Day den 29. april sætter fermacell® fokus på problematikken og behovet for bedre lydforhold i byggeriet.
– I skoler kan dårlig lydisolering og efterklang gøre det sværere for elever at lære, mens støj på kontorer kan påvirke medarbejdernes produktivitet og velbefindende. Derfor er det vigtigt at tænke akustik ind allerede i materialevalget.
Byggematerialer spiller en vigtig rolle
En stor del af løsningen på støjproblemer ligger i selve konstruktionen og de materialer, der anvendes i byggeriet. Vægge og lofter med gode lydisolerende egenskaber kan reducere støj mellem rum og skabe mere rolige omgivelser.
Det er blandt andet erfaringen fra Vestermarkskolen i Odder, hvor klasselokaler og fællesrum blev opført med fermacell® Fibergips. Her har materialernes lydisolerende egenskaber været med til at reducere støjniveauet mellem klasselokalerne og skabe bedre rammer for undervisningen.
– Med deres lydisolerende egenskaber har væggene bidraget til at reducere støjniveauerne mellem klasselokalerne. Det fremmer fokus og koncentration blandt børnene, har Henrik Jønsson, teamkoordinator hos Odder Kommune, tidligere udtalt.
Støj er ikke bare et irritationsmoment. Det kan have reel betydning for både læring, trivsel og produktivitet.
Jan Callesen
Area Sales Manager, fermacell®
Bedre rammer for læring og trivsel
Akustik spiller også en vigtig rolle i nyere skolebyggerier. Et eksempel er en skolebygning på Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund, hvor der er lagt vægt på materialer, der understøtter et optimalt og behageligt indeklima for børnene.
– Det stod hurtigt klart, at vi havde brug for en ny bygning, der kunne skabe de bedste rammer for børnenes læring og trivsel. Med de nye faciliteter får vi rummelige klasselokaler med et behageligt miljø, hvor både undervisning og fællesskab kan blomstre, siger Jesper Lildholdt, forstander på Julemærkehjemmet Fjordmark.
Den moderne undervisningsbygning er opført med fermacell® Fibergips på væggene. Materialet bidrager blandt andet til god lydisolering, hvilket er en vigtig faktor i et miljø, hvor børn skal kunne koncentrere sig om undervisningen.
– Støj er ikke bare et irritationsmoment. Det kan have reel betydning for både læring, trivsel og produktivitet. Derfor er det vigtigt, at vi tager akustik alvorligt og tænker det ind i byggeriet fra starten, afslutter Jan Callesen fra James Hardie.